Svendborg BalletTeater vil hvert år producere professionelle balletforestillinger, som får premiere i Svendborg og herefter kommer på turné.
Vi vil producere professionelle balletforestillinger af høj international klasse, specielt lavet til mindre scener og mere utraditionelle scener, som ellers aldrig vil kunne få besøg af professionelle klassiske balletforestillinger – noget ingen andre nordiske balletkompagnier har gjort før.
Balletaften i to akter med første akt bestående af en ny ballet af den prisvindende koreograf Robert Thomsen. Speak-easy hedder balletten og følger fire par ude en aften i en undergrunds-natklub midt i 20’ernes forbudstid i USA.
Vi møder både kærlighed, venskab, jalousi og begær når de otte dansere kaster sig ud i den vilde koreografi der vil blande den klassiske ballet med jazz-og showdans – en festaften der slår gnister!
Anden del åbner i den rene klassiske stil med en lille pas de trois for tre piger i Bournonvilles berømte trin iscenesat af den verdenskendte Bournonville-ekspert Dinna Bjørn. Det er ren danseglæde og smuk æstetik – kort sagt ren nydelse at overvære.
Aftenen slutter med den kendte tjekkiske koreograf Petr Zuskas forrygende sjove Maria’s Dream der handler om en af verdens første balletstjerner Maria Taglioni (1804 – 1884), som var indbegrebet af den romantiske ballet og den første ballerina der dansede på tå. Hun er mest kendt for at være den første ballerina der dansede hovedpartiet i Sylfiden på Pariseroperaen i 1832. I denne ballet tager man udgangspunkt i Marias mere skrøbelige og kunstneriske side, hvor hun drømmer sig ud i en park hvor fire mænd sidder og fodrer svaner, og hvor hun pludselig blander sig med dem.
Balletten er fuld af crazy humor, når de fire mænd pludselig befinder sig midt i en klassisk ballet iført tylskørter!
Balletten der er fra 2001 har gjort stor lykke verden over – og Petr Zuska har kigget på den med helt nye øjne så den fremstår frisk og specielt lavet til vores dansere.
En balletaften der viser at klassisk ballet ikke kun kan være yndigt – men også er beriget med masser af humor.
Første akt er en hyldest til kærligheden. Både kærligheden mellem mennesker og kærlighed til dansen. August Bournonville er hele den danske ballettraditions fader, og hans sprudlende og legende koreografi, der ser så let ud, men er hundesvær, har henrykket publikum og dansere overalt i verden.
Koreograf og Bournonville-ekspert Dinna Bjørn har sammensat et helt nyt program til Svendborg BalletTeater der indeholder koreografi fra både kendte Bournonville-balletter og trin som ikke har været opført i Danmark i mange år. En tribut til dansen og glæden ved livet og en unik mulighed for at opleve Bournonvilles koreografi helt tæt på.
Anden akt er balletten War Letters oprindeligt skabt af den unge britiske koreograf Christopher Marney til det anerkendte britiske kompagni Ballet Black i 2013, men her gentænkt til danserne ved Svendborg BalletTeater. Balletten der består af fem satser, omhandler kærlighedens præmisser under anden verdenskrig, baseret på de breve der er sendt frem og tilbage mellem dem i krig og dem derhjemme. En fortælling der på flere måder og højaktuel, og sender hjerteskærende referencer til vores verden lige nu.
Forestillingen er klar til turné
”Kimen for et succesfuldt og spændende balletkompagni er grundigt sået med dette nye professionelle hold og denne aftens forestilling. Man kan så absolut kun håbe, at publikum vil støtte op om dette.”
”Sjældent har man set et mere homogent og farverigt hold af dansere med så vidt forskellige baggrunde danse i fælles ånd og på så højt et niveau”
”Scenen i Svendborg Teater er ikke stor, men det lykkes de otte dansere at folde sig ud med både danseglæde og for mændenes vedkommende smukke strakte ben.”





